onsdag den 26. februar 2014

Kan vi tegne et nyt land?

Filmen ReDane

Filmen ReDane tager 12 minutter. 12 minutter der kan vise os vejen til et anderledes, bæredygtigt og mangfoldigt Danmark. Filmen ReDane, vil skabe et bedre liv for den brede befolkning via et ægteskab mellem gastronomi, landbrug og byliv.
Jeg var til paneldebat på dansk arkitekturcenter. I panelet sad Charles Bessard - en af folkene bag filmen, Søren Ejlersen kok og grundlægger af Aarstiderne samt godsejer og viceformand for Landbrug og Fødevarer Lars Hvidtfeldt.
Det blev til en følelsesladet debat, hvor der blev stillet mange interessante spørgsmål fra publikum.
Jeg synes dog at debatten, til tider var mere mudderkastning end fornuftig dialog.
Det skyldtes i høj grad, at Lars ikke ville forestille sig en anderledes fremtid. Så fik forbrugerne skylden, dernæst gav Charles landmændene skylden.
Jeg håber, at Landbrug og Fødevarer en dag kommer på bedre tanker. At de bruger deres potentiale til at ændre Danmark. Der er ingen skyld. Vi skal bare videre, til et bedre og mere mangfoldigt Danmark. Men Fødevarer og Landbrug er nødt til at kunne drømme med os andre.

Pakistansk madkultur og bollywood film



Onsdag havde vi pakistansk tema på højskolen. Vi startede alle ud i klassen. Her fik vi præsenteret dagens mystiske indslag, Bibi, født og opvokset i Danmark, men med pakistanske forældre. Hun skulle vise os hvordan pakistansk mad kan laves, men først skulle hun fortælle lidt om sit liv.
Bibi fortalte os på ærke københavnsk hvordan hun som teenager håndterede det at være dansker, muslim og samtidig have en pakistansk baggrund. Om det at uddanne sig og arbejde i en tøjbutik i Danmark.
Men det der fyldte mest i foredraget, var dog fortællingen om hendes bryllup. Et bryllup hun som 22årig havde bedt forældrene om at arrangere, for derefter at blive gift med en pakistansk mand hun ikke kendte. Tanken om et arrangeret ægteskab kan for mange danskere virke fremmed, og derfor var det så fantastisk at høre Bibis glade historie. De kan i år fejre, at de har været gift i 17 år.
Efterfølgende lavede vi mad sammen med Bibi. Hun viste os hvordan vi, blandt mange forskellige ting, skulle lave chapati, kebab og chicken tikka masala.
Maden var stærk og meget eksotisk, men blev spist med stor glæde. Det der var dagens egentlige udfordring var derimod, at vi skulle sidde på gulvet under middagen og spise med fingrene.
Dagen blev afsluttet med bollywood film og Chai-te. En meget spændende dag, med fortællinger fra en spændende kultur.

tirsdag den 18. februar 2014

Et par billeder fra hverdagen på højskolen

 Dagene går på højskolen, og hvor sker der bare mange spændende ting.
Porcherede æg er en fantastisk opfindelse. Flot hurtigt og nemt. Det kan helt klart anbefales.
 Så afprøvede jeg også at lave en souffle. Spændende spændende. Det er faktisk slet ikke så svært. Ihvertfald ikke i går :)
E
Der bliver også hele tiden afprøvet spændende salater og mange mange andre ting.
Det er fedt at bruge tiden på noget sjovt og dejlige mennesker.
Et højskoleophold på Suhrs kan helt klart anbefales.

lørdag den 15. februar 2014

Brunch, dejlig chutney,og et fantastisk vinterbad

En dejlig uge er gået, hvor der er blevet lavet en masse forskellig mad. Jeg har også været sammen med gode veninder, og fået Kristian hjem fra London i god behold.

Onsdag var jeg sammen med Rina. Vi tog på den gode cafe Nutid. Her er der open mike hver onsdag, hvilket jeg nu har nydt flere gange. God comedy i den gode sags tjeneste. Det kan helt klart anbefales. Cafe Nutid

I dag har Kristian og jeg været til dejlig brunch på højskolen, igen. Som altid meget lækkert. Derefter var jeg ude og vinterbade med Martina, som var meget glad for at afprøve Helgoland :)
Det Kolde Gys er en meget gammel vinterbadeklub placeret på badestedet Helgoland ved Amager strandpark. Det kolde gys har nu også fået en dejlig fællessauna vi benytter så ofte som muligt. Det er et dejligt sted, hvor man kan nyde naturen på tæt hold.

Det Kolde Gys

På højskolen har vi haft kåltema, mormormad og hygiejnecertifikat den sidste uges tid. Mormor havde været i udlandet, da vi skulle lave frikadeller, kartofler og chutney. Chutneyen skulle afprøves hjemme, og det var en succes.

Her kommer opskriften på ananas-chutney

1 ananas (ca. 500g ananas kød)
3 dl lys rørsukker (dette kan der godt skæres lidt ned på)
2 spsk friskrevet ingefær
3 fed fintnsnittet hvidløg
1 finthakket chili
1½ dl mild eddike, fx æbleeddike
2 tsk salt
Skræl ananasen og skær den i små stykker. Bland hvidløg, ingefær, chili og salt med lidt af eddiken.
Kog sukkeret sammen med resten af eddiken i ca. 5 minutter. Kom ananasen og og hvidløgsblandingen i og lad chutneyen simre uden låg indtil konsistensen er sirupsagtig ca. 30 min.
Den må ikke koge ind, da det så bliver til karamel istedet. I varm tilstand skal massen stadig være flydende. Den bliver mere fast i kold tilstand.


lørdag den 8. februar 2014

Hygge i Sønderjylland

 De to hunde har overtaget min plads. I det lille hjem i Sønderjylland er det nu hundene der får legetøj og opmærksomhed. De nyder det :)


 Sammen med min far fik jeg tænkt lidt videre på den vilde ide om en transportabel stenovn/lerovn.
Nu mangler der så stadig at blive indkøbt en trailer, bil og ovnen skal laves. Så ret meget det hele. Det bliver spændende om det kan blive til en realitet.

Så var jeg på besøg på VUC Haderslev. En helt ny skole, der er meget meget fantastisk. Et Apple-hjem af dimensioner med fantastiske omgivelser.






Senere fik jeg også hjulpet min mor med at lave et brød fra bogen Low Carb, High Fat.
Et lækkert brød, der er lidt billigere end det famøse stenalderbrød fra Thomas Rode.
Kernebrød - wannabe rugbrød
1 brød

100 g hørfrø
150 g græskarkerner
100 g sesamfrø
100 g solsikkekerner
100 g grafthakkede mandler
½ dl olie
2 tsk salt
5 æg
150 g lagret ost

Bland alle kerner, frø og hakkede nødder med olie og salt.
Pisk æggene og bland det derefter sammen med det andet og ost.
Kom det i en brødform med bagepapir og bag brødet i 60-70 min. ved 160 grader.
Det bliver bare lækkert. Nyd det med god samvittighed.

mandag den 3. februar 2014

Vinter i Nyboder og chokoladefondant

Det er da fantastisk at bo i Nyboder. I København K, men i den helt lydløse del af byen. Det er herligt at bo i et "museum", at bo i en turistattraktion. Huslejen er også til at overkomme, og vi har endda have. Men om vinteren kan man godt savne gulvvarme, et toilet i lejligheden og varme i køkkenet. Det må man leve med, og det gør jeg gerne. Specielt når sneen lige er faldet, og man går rundt i en lydløs hvid verden.


Nu har jeg også oplevet vinter i Berlin. I sidste uge var jeg med højskolen i Berlin. En meget kold oplevelse, men også meget spændende.
Den stod på kaffesmagning, madbyttemarked, dönersafari og meget mere. Ingen historiske bygninger eller andre 2. verdenskrigsfortællinger.
I weekenden var der så vinterbadning og madlavning sammen med Kristian.
Blandt andet chokoladefondant. En dessert jeg efterhånden har prøvet mange gange, stadig uden at de bliver helt perfekte.
Men her er en opskrift og fremgangsmåde jeg synes der fungerer godt.

Ingredienser

Til 5-6 kager afhængig af størrelsen

140gMørk chokolade (70 % kakao)
85gSmør
4Æg
135  gSukker
75gMel

Fremgangsmåde

1. Forvarm ovnen til 180 grader uden varmluft
2. Smør 5 store muffinsforme, papirforme eller kopper med smør eller olie. Olien kan ikke anbefales. Det er ikke nok. Brug papirforme eller smør.
3. Bræk chokoladen i mindre stykker og smelt den sammen med smørret i et vandbad.
4. I mellemtiden piskes æg og sukker grundigt og blandes efterfølgende med mel.
5. Vend langsomt smeltet smør og chokolade i dejen.
6. Fyld dejen i de smurte forme og bag kagerne i 8 - 12 minutter. Husk at det kun er den ydre del, som skal være bagt; kernen skal stadig være flydende! Dvs. at skallen på kagen ikke skal være særlig hård.
7. Sørg for at få kagerne på tallerken meget forsigtigt. Server den sammen med skyr, creme fraice eller vanilleis.